Gode nyheder. Nu og i fremtiden.

Følg med i AGV-udviklingen, der går rasende hurtigt. Læs de aktuelle nyheder her på siden, hvor vi bringer relevante nyheder fra AGV-markedet.
 


AGV Scandinavia ansætter adm. direktør

08-11-2017

Ricco Veile tiltræder den 1. december 2017 som adm. direktør hos AGV Scandinavia. Han kommer med en solid og succesfuld ledelseserfaring fra både egne virksomheder og internationale koncerner inden for det tekniske område.

 

Det går stærkt hos AGV Scandinavia og en bred vifte af kunder har taget de selvkørende AGV-løsninger til sig. Derfor opruster AGV Scandinavia med en adm. direktør i form af den 48-årige Ricco Veile, der sætter sig i førersædet for virksomheden den 1. december 2017. Valget af den erfarne erhvervsleder Ricco Veile afspejler en ambitiøs vækststrategi for AGV Scandinavia.

 

AGV Scandinavia så dagens lys i 2016, hvor robotvirksomheden BILA A/S og truckvirksomheden N.C. Nielsen A/S gik sammen om etablere et fælles selskab til fremtidens AGV-løsninger på det skandinaviske marked. Virksomheden har udviklet en række kosteffektive og brugervenlige AGV-løsninger, der er sat i drift hos blandt andet danske fødevarevirksomheder.

 

Med ansættelsen af Ricco Veile skal AGV Scandinavia løfte sig til næste niveau. Ricco Veile kommer med en mangeårig direktørerfaring fra selskaberne All Nrg Skive, VB Enterprise og

Hea Automation – og har i alt 11 gange modtaget Børsens Gazelle-pris for gennemførte vækststrategier for forskellige virksomheder.

 

– Vi glæder os til at byde Ricco Veile velkommen som adm. direktør i AGV Scandinavia. Han har stor erfaring med at lede og udvikle teknisk orienterede virksomheder. Med Ricco Veile i spidsen for AGV Scandinavia vil vi sætte yderligere fart i det skandinaviske AGV-marked. Vi oplever et gennembrud for AGV-teknologien netop nu og ønsker at udbrede kendskabet til vores spændende AGV-løsninger, udtaler adm. direktør Poul B. Nielsen fra N.C. Nielsen A/S.

 

Copyright AGV Scandinavia